Kunst på MS Hammerodde

Faergen

 Jeg som Art Director, med skitser og grafisk udkast, var jeg med på projektet for kunstner Ingvar Cronhammar, som skabte den kunstneriske bearbejdning af Bornholmstrafikkens færge MS Hammerodde.

Først i 2007 lykkedes det at gennemføre et af Cronhammars projekter, nemlig den kunstneriske bearbejdning af Bornholmstrafikkens færge MS Hammerodde. Rent fysisk et af Cronhammars allerstørste værker omfattende mere end 800 m2 og også et af de værker af kunstneren, der er allermest stedspecifikt.

Da Cronhammar udtænkte værket, understregede han både i tekst og indhold, at der ikke kun var tale om en færge, der forbinder landsdele, men helt specifikt, at det var en færge, der transporterer mennesker til og fra Bornholm. Derfor tager hele den kunstneriske bearbejdning også afsæt i det særligt bornholmske.

I klippen, i apenninaanemonen og i stjernebilledet Cassiopeia, der en gang i døgnet passerer Rønne i zenit og gennem århundreder har været ledetråd for de søfarende.

Normalt forbindes Cronhammar med skulpturformer, der oftest er voluminøse og skræmmende og gerne med en karakter, hvor grænsen mellem maskine og monument nedbrydes, men i bearbejdningen af Hammerodde demonstreres en helt ny side af hans virke, den sørgmodige poet, hvor værket hensætter beskueren i en særlig forventningsfuld stemning, næsten som når Weie malede sine billeder fra Christiansø og lod dem være en erindring om det svundne og lykkelige Arkadien.

I et tæt samarbejde med Ingvar Cronhammar har museet opbygget en dramatisk scenografi, hvor man i det ene udstillingsrum præsenteres for kunstneren selv og for de ikke realiserede værker, mens man i det andet udstillingsrum genspejler den kunstneriske bearbejdning af Hammerodde og tilbyder publikum muligheden for den eftertænksomme oplevelse af en kunstners begreb om selve den bornholmske sjæl.